Nordisk Mester 2018!

posted in: Ikke kategoriseret | 0

Det lykkedes os at vinde to titler inden for en uge!!

Det Nordiske Mesterskab kom i hus efter 3 dages sejladser i den smukke natur ved Hankø i Norge.

Den vejrudsigt vi havde set op til stævnet sagde 6 m/s og sol, så der var ret store forventninger til dagene på vandet. Det vi torsdag så i øjnene var 10-12 m/s og kæmpe bølger. Ikke lige noget vi er vant til på Aarhus Bugten. Ikke desto mindre skulle det vise sig at være fint. Vi startede 1. dag ud med at lave 1 – 2 – 2…. Og så var vi ligesom igang 😉

Der var dog lidt skår i glæden. Mellem 1. og 2. sejlads ramte vi en sten – hårdt! Vi tjekkede alt igennem og bestemte os for at sejle videre. Det gik jo fint, så konklusionen blev vi ikke ville gøre noget ved det.

Over de næste 2 dage faldt vinden gradvist og vi fik rigtig gode sejladser på vandet ud for Hankø. Fredag var vi også stabile og lavede 3 – 2 – 4. Vi var dog under pres fra et par Norske både og altid hurtige Arne K. Larssen, som pustede os i nakken.
Lørdag startede vi ud med vores dårligste resultat, hvilket fik os til at tage regnemaskinen frem. Nu var der pludselig rigtig meget pres på. Det viste sig dog ikke at være nødvendigt, da vi sluttede stævnet af med at vinde de sidste 2 sejladser. I sidste sejlads lå vi nr.12 ved først topmærke og vores nærmeste konkurrent lå nr.10. Han måtte bare ikke vinde sejladsen, så alt var godt. Pludselig vendte vinden 45 grader – det var vi hurtige til at fange og pludselig lå vi nr.3, med 2 af de langsommere både foran os. Vi greb chancen og sejlede en sejr hjem. Sjov sejlads – i hvert fald derfra hvor vi sad 😉

Dermed tog vi fra Norge som Nordiske Mestre med en komfortabel sejr i baggagen.
Det viste sig da vi kom på land, at vi vi havde en ret stor skade i bagkanten af kølen. Vildt det ikke havde mere at sige end det gjorde. Men det er jo godt at have i tankerne til næste gang 🙂

Resultater finder du HER

Det var en super tur, ikke kun sejladsmæssigt, men bestemt også socialt. Samtidig er naturen deroppe fantastisk. Vi havde booket en airbnb, som viste sig at ligge helt perfekt. Vi havde et hus helt for os selv lige ned til vandkanten. OG – vi kunne låne en lille båd, så vi kunne sejle fra huset og hen til havnen hvor båden lå.

Omtale fra Minbaad.dk finder du HER